Naturen
Mossø er Danmarks fjerdestørste og Jyllands næststørste sø med et areal på 16,3 km2. Søen har en længde på 10 km og en bredde på knap 2 km.
Dybdemæssigt er Mossø opdelt i to bassiner – et lavvandet vestligt bassin samt et større og mere end 20 meter dybt østligt bassin. De to bassiner er adskilt af en lavvandet tange, der fra Emborg Odde strækker sig næsten helt over til sydsiden.
Mossø er en del af Gudenåsystemet med tilløb fra Illerup Å i øst. I vest afvandes Mossø via Gudenåen.
Mossø er fredet
I 1977 blev Mossø med omgivelser fredet ved kendelse fra Overfredningsnævnet.
Fredningen går især ud på, at arealerne skal bevares i den tilstand, som de havde på fredningstidspunktet, da området rummer store rekreative muligheder og videnskabelige interesser vedr. bl.a. geologi, dyreliv og historie. Det betyder, at fredningsnævnet skal godkende bl.a. nyetablering af stier inden for fredningen.
På visse områder medførte fredningen, at offentlighedens færdsel blev indskrænket – f.eks. i yngletiden af hensyn til fugle – og andre steder sikrede fredningen udlæg af parkeringspladser og stier.
Da naturen er dynamisk, udfører myndighederne naturpleje inden for fredningen bl.a. for at sikre udsigter og værdifulde naturtyper mod tilgroning.
Til fredningen blev der knyttet en forkøbsret til en række ejendomme ved Mossøs østlige ende. Det er denne forkøbsret, som førte til, at Skov- og Naturstyrelsen erhvervede ejendommen Vædebro i 2006. Den ligger syd for Alken i den østlige ende af Mossø, hvor Alkenvej og Vædebrovej mødes.
Mossø er beskyttet af Natura 2000
Natura 2000 er et netværk af områder i EU med særlig værdifuld natur. Områderne er udpeget for at beskytte levesteder og rasteområder for fugle og beskytte truede naturtyper og plante- og dyrearter. Gennem en målrettet indsats i de udpegede Natura 2000-områder bidrager Danmark til at sikre den europæiske natur og dens mangfoldighed.
De store søer og skove gør området til et af Danmarks bedste rovfugleterræner. Både havørn og fiskeørn ses regelmæssigt, og havørn har etableret sig som ynglefugl her siden 2008.
En af områdets karakterfugle er isfuglen, der yngler i stejle vandløbsskrænter ved Salten Langsø og Mossø, hvor arten har sit danske kerneområde. Sortspætte og grønspætte yngler i de højstammede skove med islæt af nåleskov. Stor skallesluger findes i vinterperioden i et internationalt betydende antal.
Odderen nyder godt af de mange uforstyrrede krat og moser. Bæklampretten, som af afhængig af god vandkvalitet, klarer sig relativt godt på grund af reduceret vandløbsvedligeholdelse og relativt rene vandløb.
Af udpegningsgrundlaget for Natura 2000 beskyttelsen fremgår også, at området er udlagt for at beskytte lys skivevandkalv, damflagermus, stor vandsalamander og rørhøg.